Spot dit nye yndlingsband. Den første onsdag i hver måned er der Open Mic på KU.BE.

Den første onsdag i hver måned er der Open Mic på KU.BE. Kom og hør bands og solister, du aldrig har hørt før, spot nye talenter - eller indtag selv scenen og test din koncertform.
Til Open Mic åbner værtsbandet (Bechmann Sidenius) aftenen med tre sange, og derefter kommer de tre udvalgte bands og solister på.
Denne juni-onsdag indtages scenen af Sølvpapegøjen (Folk), The Owl And The Cats (Bluegrass) og Camilla Moberg (Pop).

Aftenen varer cirka to timer med en kort pause imellem sættene.

Aftenens program
Bechmann/Sidenius
Sølvpapegøjen (Folk)
The Owl And The Cats (Bluegrass)
Camilla Moberg (Pop)

 

Camilla Moberg (billedet)
Dansk sangskriver og sangerinde bosat i København. Stilen er singer-songwriter-pop. Hun skriver sange på både engelsk og dansk, som omhandler indre og ydre kærlighed. I efetråret udsendte hun sin første single "Let's Dance All Night". Siden debuten er det blevet til en del showcase-koncerter på bl.a. Tjili Pop, Drop Inn, Råhuset og Christiania. Publikum siger: "Camilla Moberg laver musik, som virker genkendeligt, selvom du aldrig har hørt melodien før".
 

Sølvpapegøjen
Den skøre fugl flyver med egne sange. Kodeordene er blandt andet Dylan, Stones, Ginsberg, Camus, Kejsergade, kærlighed og håb. Det lyder skævt, men er lige-ud-af-landevejen-musik, der appellerer til både hjerte og fødder.

The Owl and the Cats
The Owl and the Cats spiller og synger engelsksprogede country- og bluegrass-numre. De laver også covers af rock- og popnumre i bluegrass-stil, synger tre- og firestemmigt og arbejder i detaljer med vokalarrangementerne.

 


▄ █ █ ▄ ▄ █ ▄ █ ▄ █ ▄ █ ▄

 


Optræd selv til Open Mic i KU.BE! Eller kig forbi og støt din lokale rockhelt!
Er du solist, i et band eller i en duo? Spiller du rock, pop, folk, R&B, blues eller en anden genre? Har du sange liggende, der trænger til at blive hørt af et lyttende publikum?
Så kan du nu skrive dig eller dit band på listen som optrædende til Open Mic i KU.BE.

OM OPEN MIC I KU.BE
Open Mic er et forum og en scene, hvor det kun handler om musikken og er på musikkens præmisser. Deltag og skab nye kontakter, udveksl idéer på kryds og tværs og få nye musikalske input.

Foruden at optræde kan du også få gode råd til sangskrivning, indspilning og markedsføring, viden om rettigheder (KODA og Gramex Royality) - og ikke mindst tips til, hvordan du kommer videre med din musikalske karriere og en god snak om et liv med musik.

Idéen udspringer fra USA, hvor Open Mic-konceptet er en helt central del af musikscenen. Igennem årtier har Open Mics været en tradition og et bærende element i mange musikbyers liv - store som små - og konceptet er så indgroet i mange amerikaneres bevidsthed, at de ofte går til Open Mics flere aftener om ugen. Og nu kan du også opleve Open Mics på Frederiksberg!

Pris: 30 kr. (køb i døren)

TILMELDING OG NÆRMERE INFO
Du tilmelder dig via Facebook-gruppen Open Mic Frederiksberg.

Værtbandet Bechmann Sidenius vil stå for aftenens backing af evt. solister og ligeledes lægge ud med 2-3 sange.

Bandets medlemmer har mange års erfaring som musikere, sangskrivere og producerer - og har bl.a. spillet og arbejdet med:

Mew, Baal, Strawberry Slaughterhouse, Humleridderne, Nikolaj og Piloterne, Kristian Lilholt, Lasse Helner, Røde Mor, Holtsø Wittrock, The Deepers, Soul Academy, Under Byen, Ivan Pedersen, Nanna Larsen, Poul Krebs, Drengene og Pigerne, The Counterfictionals, Annione, Esben Kronborg, Ursula Andkjær Olsen og mange flere.

Type
Koncert
Dato og Tidspunkt
6. juni 2018Kl. 19:30
Sted
KU.BE, Performancesalen
Pris
30 kr. i døren