Iva Nova er tilbage i København og giver koncert i KU.BE!

Direkte fra Sankt Petersborg kommer det russiske punkband Iva Nova for at spille for os i KU.BE. De væltede Rådhuspladsen i september sidste år til Copenhagen World Music Festival. Og nu er de tilbage!

Russisk girl power er en glimrende betegnelse for Iva Nova, der ikke kun blander de gamle slaviske genrer med en god portion ska, punk og rock. De synger også på både ukrainsk, bulgarsk, georgisk og tatarisk.

Opvarmningsbandet for Iva Nova er Trio Azulajos, hvis sange stammer fra et jødisk sprog- og kulturfællesskab med rødder i middelalderens Andalusien og synges på sproget ladino (jødisk spansk). Trioens lyd og arrangementer afspejler medlemmernes egne baggrunde i jazz/folk (Dalia Faitelson), latin (Paolo Villegas) og orientalsk/jødisk sangstil (Jael Nordbek Azoulay).

Inden koncerten fra 15.00-18.00 kan du deltage i en debat med deltagelse af Johannes Skjeldboe, Ph.d., Ellie Jokar, musiker, skuespiller og producer og Yildiz Akdogan, MF.

Om Dagens Kvinder - Verdens Kvinder
Danmark hører til et af de mere ligestillede lande, når det kommer til køn. Men inden for musik, billedkunst, film og teater er kønsfordelingen ganske skæv, og kvindelige kunstnere er i høj grad underrepræsenterede. Faktisk er kun 1 ud af 5 kunstnere en kvinde. Hvordan løser vi denne problemstiling? Og hvad med de kvindelige kunstnere med minoritetsbaggrund?

I tre dage diskuteres ovenstående problemstilling, og konkrete løsningsmodeller præsenteres under en række oplæg og debatter, der krydres med musikalske indslag.

"Dagens Kvinder - Verdens kvinder" er arrangeret af Missing Voices.


 

Type
Koncert
Målgruppe
Voksne
Dato og Tidspunkt
10. marts 2018Kl. 20:00
Pris
90 kr. (købes i døren)